Scenen er sat: Jæren, området syd for Stavanger, bondeland med fjelde og udsigt til hav. Tiden er 1860’erne med gryende affolkning fra land til by og emigration i flere bølger. Hovedpersonen er den unge Veslemø af bondestand, som en nat erfarer, at hun er i besiddelse af en slags 6. sans, som gør hende særegen i den forstand, at hun kan se de underjordiske. Hun bliver derefter kaldt Haugtussa (”hende (tossen) fra det underjordiske, fra kæmpehøjene”). Hun må leve med den viden, som hun her står alene med. Hun får anfægtelser, og hendes sjæleliv bliver mere og mere påvirket af forbindelsen med de underjordiske magter, der truer med helt at overtage styringen af hendes gøren og laden, mesterligt beskrevet i afsnittet om en heksesabbat, hvor vi som læsere bliver præsenteret det værste udskud blandt trolde, hekse og alskens ondskab. Der er desuden en indbygget rørende kærlighedshistorie i digtcyklusens 70 kortere og længere digte. Digteren Arne Garborg orkestrerer denne digtcyklus med den storladne norske natur, og årstidernes skiften stemmes af med den unge pige Verslemøs overspændte sjæleliv. Ja, i det hele taget kan man læse hele fortællingen som digterens opfattelse og beskrivelse af naturen som vilkår, naturens opbyggende og nedbrydende kræfter, vejrets skiften, sommervind og vinterstorm sammenholdt med begreberne kærlighed og svigt, livsglæde og sortsyn.

Da jeg ad snørklede omveje og med spændte forventninger i 1997 erhvervede ”Haugtussa”, blev det til mange års indleven i Veslemøs liv og færden, og da bogens nynorske tekst aldrig er blevet oversat, opstod gradvist tanken om at omsætte digtene til dansk. Det tog op mod 20 år før resultatet lå færdigt, og i august 2022 udkom ”Haugtussa” på forlaget Hoff & Poulsen, København for første gang på dansk. Forsidebilledet er ”Pubertet” af Edvard Munch, malet omtrent samme år som digtsamlingen så dagens lys i 1895.
Mine erfaringer med det norske går langt tilbage i tiden, og norsk sindelag, den norske historie og kultur har jeg troligt alle årene fulgt på nært hold. Man kan roligt sige, at mit første besøg som 6-årig i broderlandet dengang satte vanedannenede og afhængighedsskabende spor, og en del af mig vil altid være til stede i dalene og over fjeldet.